dinTANDLÆGE Sundhedshuset i Kolding har i 2014 oplevet en eksplosiv tilgang af nye patienter. Derfor udvider det 32 år gamle tandlægehus ejerkredsen med to nye tandlæger, Henrik Hedegaard og Maj-Britt Maasbüll. Begge vender begge tilbage til Kolding, hvor de er født og opvokset.
– Vi har i det sidste halve år oplevet stor tilgang af nye kunder. Derfor glæder det os, at Henrik og Maj-Britt har sagt ja til at være en del af holdet. De er valgt med omhu, og de er begge to dygtige tandlæger med en god faglig ballast, fortæller Carl-Otto Hedegaard, der er en af de nu 5 partnere i dinTANDLÆGE Sundhedshuset.
En tand bedre
dinTANDLÆGE Sundhedshuset er Koldings største tandplejeteam med 16 medarbejdere fordelt på tandlæger, tandplejere, specialtandlæge, klinikassistenter og administrative medarbejdere. De er højt specialiserede og arbejder dagligt med alle typer tandbehandling for deres mere end 5000 patienter.
– dinTANDLÆGE Sundhedshuset er kendt for at drage stor omsorg for deres patienter og deres hurtige hjælp ved akutte behov. Personalet er veluddannet og bruger topmoderne udstyr. Jeg glæder mig til at være en del af klinikken og dens fortsatte positive udvikling, fortæller Maj-Britt Maasbüll, der særligt interesserer sig for tandlægeskræk og kosmetisk tandpleje.
dinTANDLÆGE Sundhedshuset er ISO 9001 certificerede. De lever op til de højeste internationale kvalitetskrav. For patienterne betyder det, at de oplever høj kvalitet på alle områder, fx hygiejne, service og tandbehandling.
– Jeg er født og opvokset i Kolding, så jeg er glad for at være tilbage i byen med min familie. Det sidste år har jeg arbejdet i dinTANDLÆGE Sundhedshuset. Nu glæder jeg mig til at være en del af ejerkredsen og sikre en fortsat udvikling af vores høje kvalitet og tryghed for patienterne, fortæller Henrik Hedegaard.
Vi har tid til dig
Flere end 5000 patienter har allerede valgt dinTANDLÆGE Sundhedshuset. Med tilgangen af to nye tandlæger har tandlægehuset plads til flere nye patienter.
– Fire af vores kolleger er i gang med at sælge eller har solgt deres praksis. Som Koldings største tandlægepraksis bør vi påtage os en del af ansvaret for at hjælpe de patienter, der pludselig står uden tandlæge. Med Maj-Britt og Henrik på holdet er vi klar til at modtage nye patienter, understreger Carl-Otto Hedegaard.
Pressemeddelelse er skrevet af Speakloud for dinTandlæge Sundhedshuset.