Solen skinner fra en skyfri himmel, da 12 lokale skoledrenge onsdag morgen indtager den smukke grønsvær på Vejle Stadion. De er alle en del af Vejle Boldklubs projekt ”Kom i mål”, der skal give drengene et selvtillidsboost og gøre dem klar til en ungdomsuddannelse.

Drengene træner to gange om ugen under ledelse af Jacob Thychosen, der ved siden af jobbet som lærer på Vejle Idrætsefterskole er projektleder på ”Kom i mål” og assistenttræner for U-17 ligaholdet i Vejle Boldklub. Steffen Kielstrup er fast tilknyttet træningen, og de to får hjælp af forskellige professionelle spillere fra 1. divisionsholdet.

– Drengene er udvalgt af deres skole til projektet som Vejle Boldklub står bag. Projektet er finansieret af Vejle Kommune, og det skal hjælpe unge drenge med at tage skridtet fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, forklarer Jacob Thychosen.

Drengene er typisk lidt usikre omkring egne forudsætninger, og de mangler lige det sidste skub, inden de er uddannelsesparate. Det skub har 15-årige Mathias Nielsen fra 8V på Vejle Midtbyskole fået i projektet.

– Jeg manglede lige det sidste. ”Kom i mål” har givet mig mere lyst til at gå i skole. Min selvtillid er blevet større og Jacob har banket lidt mere disciplin ind i mig, siger Mathias Nielsen med et smil.

– Mine karakterer er blevet bedre, så nu opfylder jeg de krav, ungdomsuddannelserne kræver. Jeg er glad for, at min lærer spurgte, om jeg ville deltage. For jeg elsker at spille fodbold, og det er fedt, at de to ugentlige træninger kan flytte mig så meget, mener Mathias Nielsen, der til daglig spiller på U-15 holdet i Hover IF.

Drengene er klædt flot på

Vejle Boldklubs mangeårige og trofaste samarbejdspartner, Sport 24, har fra starten valgt at støtte ”Kom i mål”.

– ”Kom i mål” er et godt og spændende projekt, der kan være med til at holde nogle unge drenge på det rigtige uddannelsesspor, hvad enten de vil på gymnasiet, handelsskolen eller tage en erhvervsuddannelse. Projektet er nytænkende i VB-regi, og det viser, at Vejle Boldklub gerne vil være med til at tage et socialt ansvar, forklarer Kurt Petersen fra Sport 24.

Han glæder sig til at de unge drenge kigger forbi butikken til en rundvisning. – Vi har aftalt, at drengene skal ned at besøge os i butikken en dag. Vi har hvert år brug for dygtige butikselever, og det vil være lærerigt for de 12 skoledrenge at høre lidt om, hvad en uddannelse i Sport 24 er, og hvad det kræver af kvalifikationer at arbejde i en butik, forklarer Kurt Petersen.

Holdet

  • Hussein Naser Katee
  • Anis Karabegovic
  • Garnic Alex Gregorian
  • Adrian Eland Vierø Bruns
  • Nikolaj Celik
  • Benjamin Bjerre Hansen
  • Matias Nielsen
  • Mahmoud Majid Kassim
  • Nicklas Holm Backmann
  • Mohamad Mahmoud Khelle
  • Mohamed Almir
  • Marco Moreno Sanchez Rasmussen

Drengene er flankeret af Kurt Petersen, Sport 24, der har sponsoreret tøj til drengene, og træner Jacob Thychosen.

En typisk træningsdag

Kl. 07.45: Drengene møder ind til omklædning

Kl. 08.00: Teknisk og fysisk træning i kombination med småspil og afslutningstræning

Kl. 09.15: Efter et hurtigt bad serverer Vejle Boldklub sund morgenmad i loungen

Kl. 09.35: Drengene cykler i skole

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Vejle Boldklub og Sport24.