En ny app fra Danmarks førende producent af vinduer og døre, Rationel, gør det nu muligt for boligejere at forestille sig, hvordan deres bolig kan se ud med nye vinduer og døre.

Med den nye Rationel App kan boligejerne nemt og hurtigt vælge vinduer og døre fra Rationel og få et troværdigt billede af, hvordan designet kommer til at se ud på deres eget hus. Det skaber tryghed i valget af vinduer og døre og giver gode forudsætninger for at vælge den løsning, der passer bedst til huset.

– Det er dyrt og ofte forbundet med mange overvejelser at skifte vinduer og døre. Ud over at skulle forholde sig til teknik og økonomi, kan det også være svært at vælge stil og design og ikke mindst at forestille sig det færdige resultat, siger marketingchef i Rationel, Lene Gøbel.

Derfor har det i mange år været et ønske fra Rationels kunder at få et inspirationsværktøj, hvor de kan skabe et realistisk billede af, hvordan deres hus kan se ud med nye vinduer og døre – især hvis boligejerne overvejer at skifte til en helt ny farve eller et helt nyt udtryk og design.

Rationel App gør det lettere at træffe det rigtige valg

Hos Rationel glæder de sig over at lancere et nemt og simpelt værktøj, der både kan inspirere og skabe større tryghed og afklaring i valget af vinduer og døre. Usikkerheden om, hvordan det færdige resultat kommer til at se ud, fjernes simpelthen.

– Med Rationel App giver vi boligejerne bedre mulighed for at tage en beslutning, som de bliver glade for. Det handler for os om to ting, siger Lene Gøbel.

1) Investering i nye vinduer og døre er en stor beslutning, som de fleste kun foretager en til to gange i livet. Med appen får boligejerne større tryghed i investeringen, fordi de kan se den færdige løsning på deres hus, inden de beslutter sig.

2) Rationel App giver boligejerne masser af muligheder for at designe og prøve forskellige løsninger, som visualiseres direkte på deres hus. Det sikrer, at boligejerne får det udseende på huset, som de ønsker sig og drømmer om.

Rationel App henvender sig til boligejere, der har besluttet at udskifte vinduer og døre i deres hus og gerne vil være sikre på, at de vælger rigtigt, men også til dem, som bare gerne vil teste drømmen om nye vinduer og døre og se, hvor flot det kunne blive.

Rationel App er udviklet i tæt samarbejde med boligejere og tømrermestre

Rationel App er udviklet og testet i samarbejde med helt almindelige boligejere, tømrere og byggesagkyndige. Appen bruger den nyeste og mest avancerede teknologi, så det eneste boligejerne har brug for, når de vælger vinduer og døre til huset, er en smartphone eller en tablet.

Nicolai Mendgaard-Johannsen fra Kolding er en af de boligejere, der har deltaget i testfasen. Da familien skiftede vinduer i deres byhus, benyttede de sig af hans kones designerbaggrund. I et professionelt designprogram visualiserede hun, hvordan husets udtryk ville blive med de nye vinduer. Den mulighed har de færreste, og Nicolai Mendgaard-Johannsen ser derfor potentiale i Rationels app.

– Jeg har ikke set et lignende værktøj før, og appen bliver et godt værktøj for mange mennesker. Som almindelig husejer er det en kæmpe beslutning at skifte vinduer og døre. Appen er med til at give mere ro i maven i forhold til beslutningen, fordi den visualiserer, hvordan huset kommer til at se ud med de nye vinduer og døre. Som husejere går vi ikke op i tekniske specifikationer. Det vigtige er det æstetiske udtryk, og hvordan huset ser ud. Det giver appen et klart billede af, siger Nicolai Mendgaard-Johannsen.

Faktaboks

Med den nye Rationel App kan boligejere nemt og hurtigt se, hvordan vinduer og døre fra Rationel kommer til at se ud på deres eget hus. Det skaber tryghed i valget af vinduer og døre.

Rationel producerer energibesparende og -bidragende vinduer og døre, som komfort- og sikringsmæssigt ligger helt i front. Hvert år producerer Rationel 350.000 moderne vinduer til både renovering og nybyggeri.

For yderligere information om Rationel App:

Lene Gøbel, marketingchef hos Rationel, telefon 40 56 34 22 eller e-mail: lg@rationel.dk.

Pressemeddelelse, nyhed til hjemmeside skrevet af Speakloud for Rationel.