Red Barnet kæmper for børns rettigheder og giver akut og langsigtet hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden. Med et nytegnet erhvervssponsorat ønsker BSB Industry at støtte og anerkende det store arbejde verdens største uafhængige børneorganisation laver for udsatte børn.

”I BSB Industry arbejder vi efter flere af FN’s 17 Verdensmål. For vi bekymrer os om den verden, vi lever i. Med erhvervssponsoratet i Red Barnet kan vi være med til at hjælpe nogle af de mest sårbare børn i Danmark og ude i verdens brændpunkter”, forklarer CEO i BSB Industry Teddy Norsgaard Jørgensen.

Red Barnet gør en forskel

Med et erhvervssponsorat er BSB Industry med til at give mad til børn, der sulter og husly til børn ramt af naturkatastrofer. Støtten er desuden med til at sikre, at der bliver uddelt nødhjælp til børn fanget i krig, ligesom ensomme børn på flugt, uden en mor eller far til at passe på dem, får hjælp. 

”Der er mange gode grunde til at støtte Red Barnet. For eksempel er erhvervssponsoratet med til at give uddannelse til de børn, der ellers nægtes skolegang. Samtidigt kæmper Red Barnet for små piger og drenge, der tvinges til farligt arbejde, et liv på gaden eller alt for tidligt ægteskab. I Danmark tager vi med støtten del i kampen for udsatte børn, der alt for ofte må finde sig i vold, mobning og et liv uden for fællesskabet”, fortæller Teddy Norsgaard Jørgensen.

86 % går direkte til børnene

Hele 86 % af støtten går direkte til børnene. Derudover går 7 % til oplysning og indsamling. Kun 7 % går til løn og administration. 

”Red Barnets stramme styring af økonomien og den måde, organisationen bruger pengene på er en væsentlig grund til, at vi i BSB Industry har valgt at støtte netop Red Barnet og den forskel de gør for udsatte børn i Danmark og resten af verden”, understreger Teddy Norsgaard Jørgensen.

Pressenmeddelelse og nyhed til hjemmeside skrevet af Speakloud for BSB Industry.