Vejle Boldklub afvikler i samarbejde med Scandic Hotel Jacob Gade international U-16 turnering i påskedagene. Udover Vejle Boldklubs eget kuld af talentfulde spillere, deltager 7 udvalgte klubber fra hele Norden i invitationsturneringen Scandic Elite Tournament 2015.

I de seneste bruttolandsholdstrupper fra DBU har Vejle Boldklub 10 spillere med på landsholdende fra U-16 til U-19. Det er det højeste antal ungdomslandsholdsspillere VB har mønstret i mange år, og Vejle Boldklubs U-16 hold spås da også gode chancer for at gå hele vejen til finalen.

Hoteldirektør Niels Pallesen håber naturligvis på lokal succes, men først og fremmest glæder han sig til at byde de i alt 120 drenge, 20 ledere og en del familier velkommen til Scandic Jacob Gade i hjertet af Vejle.

– Vi er glade for at samarbejde med Vejle Boldkub om den internationale fodboldturnering. I turneringen bliver Vejle Boldklubs talenter matchet på højeste niveau. Det udvikler spillerne, så flere af dem forhåbentlig kan slå igennem på VB’s bedste hold, siger Niels Pallesen.

Det er andet år, at Hotel Scandic Jacob Gade er hovedsponsor for den internationale turnering i Vejle, og samarbejdet vækker begejstring blandt deltagerne, fortæller Kim Engstrøm fra Vejle Boldklub.

– Både spillere, trænere, ledere og forældre er begejstrede for at bo på Scandic Jacob Gade. De roser hotellet for dejlige værelser, god og sund mad og fantastiske omgivelser med placeringen midt i byen.

De professionelle forhold er med til at højne turneringens niveau og forberede spillerne på det liv, der kan vente dem senere i karrieren.

– Holdene bor på 3-4 mandsværelser. De har adgang til alle hotellets faciliteter, og til lejligheden er et af vores mødelokaler indrettet til taktikrum. Det giver holdende de bedste forudsætninger for at være velforberedte til kampene, fortæller Niels Pallesen.

Scandic Elite Tournament spilles i dagene 2. til 6. april i VB Parken.

Der er gratis adgang til alle kampe.

 

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Scandic Jacob Gade i Vejle.